Fremsynede mænd begyndte, i starten af 1870erne at planlægge, en jernbane mod vest fra Nørresundby. Banen skulle føres ud i det øde og trafikforsømte område ude mod vest. Strækningen mod Fjerritslev havde hidtil været betjent af postdiligencen eller egen hestevogn ellers måtte man gå, det var ikke unormalt at man gik til Aalborg.
Planerne blev først fejes af bordet, hvorefter de lå stille i nogle år.
Initiativtagere var det særligt Kammerherre Sophus Frederik Erik Otto Skeel af Birkelse og godsejer Peder Brønnum Scavenius af Voergaard, der trak det store læs.
I 1887 kom der atter liv i tanken om en jernbane ud mod vest.
Den 19. marts 1897 kunne man for første gang tage tog fra Nørresundby til Fjerritslev.
Dette fik enormt stor betydning, for de små samfund der lå ved banen, ikke mindst her i Arentsminde.
I disse år går det stærkt her i byen, der kommer gang i håndværk, handel, mejeriet og et blomsterne foreningsliv.
Bane strækningen på 50,1 km. blev et kæmpe arbejde for dem der skulle anlægge den.
Der skulle bruges 106.350 meter skinner, 69.312 stk sveller og til at holde sammen på det hele 279.000 stk skinnespiger. Her i Arentsminde lød murermestertilbuddet på 5.900 kr, til opførelse af stationen.
Det foredrages fra starten, at det skulle være indenlandsk (dansk) arbejdskraft til anlæggelse af banen, da der andre steder havde været svenskere med til at anlægge baner. Disse såkaldte ”banebisser” kom selvfølgelig også til Fjerritslevbanen. Disse banebisser skulle efter sigende være særdeles tørstige. Alle banearbejderne havde det hårdt, de fleste havde kun det tøj de stod og gik i, uanset vejeret. Deres hjælpemidler var skovl, hakke og trillebør.
Indvielse af banen blev frarådet af ledelsen, da der skulle spares. Dette tog man til efterretning i Brovst, som stod uden stor festivitas. Skovsgård derimod skulle nok vise dem fra Brovst, hvordan man gjorde sådan noget, der var fest og farver. Det var nok der rivaliseringen mellem de to byer startede.
Økonomien har i tiden været meget vekslende. I 30erne gik det ned ad bakke. Så kom anden verdens krig i 1940, da blev der igen noget at køre med, da man ikke måtte køre privat længere. Dertil kom de mange transporter til bunkeranlægget i Hanstholm. Banen blev, i de senere år af krigen. Bevogtet af russiske krigsfanger. Disse russere var frygtede af lokalbefolkningen, de var også kendt for gerne at ville have en ”lille” vodka. De var af tyskerne sat til at patruljere langs banen.
Efter krigen begyndte økonomien hurtigt at gå ned ad bakke, dette førte til lukningen 24 år senere 31. marts 1969 klokken ca 22.00 var det slut.
